Teoretikere i Svært-pædagogikken

Der er flere læringsteoretikere ”inde over” Svært-pædagogikken. I først omgang vil jeg nævne to, hvoraf den ene er særdeles kendt i alle pædagogiske kredse.

Først Anders Ericsson, han er svensk psykolog, som gennem en stor det af sit arbejdsliv har arbejdet på University of Florida. Han er ikke specielt kendt på de pædagogiske uddannelsessteder, men det er hans teoretiske arbejde, der har igangsat mit arbejde med svært-begrebet.

Han har observeret og efterfølgende defineret en særligt trænings-/læringsform, som han kalder ”deliberate practise”. I min oversættelse kalder jeg det ”bevidst fokuseret træning/læring” Det er en læringsform, hvor man bevidst vælger at arbejde med det læringsstof, man har svært ved. For at være ”dér”, kræves et helt særligt fokus.  
Det kunne være fodboldspilleren, der øver sig i at ramme ”krogen” hver gang, violinisten, som hovedsageligt øver de ”svære” passager eller eleven, der oftest vælger de opgaver/øvelser, som denne har sværest ved.
Svært-pædagogikken forsøger at skaber elever der selv vælger ”de svære opgaver” fremfor de lettere og ofte mindre tidskrævende opgaver.

Den anden centrale læringsteoretiker er Lev Vygotsky. Han er russisk psykolog og læringsteoretiker. I trediverne udformede han et af de tidligste alternativer til den amerikanske behavioristiske psykologi og læringsforståelse. I pædagogiske sammenhænge er han mest kendt for sine tanker/teorier om ”den nærmeste læringszone”
Det synes teoretisk naturligt at ”svært-ved” og ”den nærmeste læringszone” må berøre/handle om det samme læringsfelt. ”Svært-ved” indeholder et reflektionskrav til den lærende, hvilket jeg synes er den væsentligste forskel.

Den lærende skal ifølge Svært-pædagogikken selv være med til at fastholde sine aktiviteter i ”svært-ved feltet”. Dette er ikke en medfødt psykologisk kompetence, men noget der skal læres. I praksis er det en langstrakt læreproces, ja måske livslang. De yngste/nye elever får eksempelvis dét delansvar, at de skal fortælle, når noget er let. Let-ved vil altid være et godt pejlemærke for, om eleven arbejder med det forkerte.

I henhold til Svært-pædagogikken er let-ved tidsspilde, i alle andre situationer end når der repeteres eller ved test og evalueringer.