Små-rum – en didaktisk mulighed

Når man tager på roomseeing på forskellige Folkeskoler(i denne sammenhæng almindelige klasselokaler)er det storslået, hvor ensartede lokalerne er. Folkeskolen har lige rundet de 200 år, man må antage, at den megen erfaring/opsamlede viden efterhånden har skabt optimale læringsforhold for eleverne. Hvordan skal man ellers tolke de meget ensartede lokaler, der findes næsten overalt? Ensartetheden må betyde at ”man” er holdt op med at eksperimentere med klasselokalernes didaktiske muligheder. Kort sagt, målet er nået, mange års erfaring har vist ”os”, hvordan læringslokalet skal være indrettet for at opnå det optimale læringsudbytte.
 
En vandret grå laminatplade, to stole ved siden af hinanden og en belysning på ca. 400 lux er succes-resultatet af 200 års rum-erfaring. Problemet er bare, at eleverne flygter fra laminatpladedomicilet når muligheden viser sig og de selv må bestemme, hvor de vil arbejde/lære. Mange elever vælger mindre rum, hvor de kan arbejde uforstyrret.

Måske var det en ide(periodevis) at opdele vores klasselokaler i mindre enheder, smårum. Det Skæve Rum er opbygget af små transparente rum(på billedet ses et af rummene). Vi har stor succes med denne indretningsform.

Lad læringsrummet være en didaktisk medspiller, det underbygger læringslyst.