En ny praksis en ny læringsbevidsthed

Svært-pædagogikken, en måde at arbejde på

Det vil være nyt for det generelle skolesystem, hvis vi fremover stiller krav til elevernes arbejdsmetoder. Et sådant krav vil udvikle et nyt refleksionsniveau hos eleverne, som med tiden vil danne en form for læringsbevidsthed.

Svært som et metalæringsbegreb hos eleverne
Det selv at være med til at fastholde sig i læringsfeltet ”dette har jeg svært ved” vil forære skolesystemet en ny læringsdimension, man kan godt kalde det et metalæringsniveau, hvor eleverne bevidst bliver tvunget til at reflektere over, hvornår de lærer noget.

Det at kunne fastholde sit læringsniveau på svært vil også give refleksion over sin egen tænkning, altså tænkning over sin egen tænkning, hvilket i følge teoretiker Jerome Bruner er en af hovedingredienserne i enhver uddannelsespraksis, som ønsker at udvikle elevernes evner.

Motivationsfaktor
Med både et konstruktivistisk og et socialkonstruktivistisk perspektiv på læring og på hvad der sker i hjerne i læringssituationer synes det indlysende, at tænkning om, hvordan konstruktionerne dannes hos én selv(den lærende) må være stærkt motiverende i retning af at arbejde/lære på de bedst tænkelige måder. Det er implicit i dette argument, at alt andet, stort set, vil være spild af tid.

Læringsbevidsthed
Begrebet er valgt for at synliggøre vigtigheden af en personlig holdning og
stillingtagen til ”det at lære”. Læringsbevidstheden indeholder bl.a. personlige svar på følgende spørgsmål ”Hvornår lærer jeg faktisk noget?”, ”Hvornår er den aktivitet jeg laver, tidsspilde/læringsløs?”, ”Hvordan lærer jeg bedst, ”Hvordan lærer jeg mest effektivt?”, ”Hvordan udvikler jeg mig hurtigst?”, ”Kan jeg springe mit læringspotentiale?” osv.

Omdrejningspunkt
Overordnet gælder, det om at have sin personlige læringsbevidsthed, som
omdrejningspunkt for sit arbejde med at lære eller med det at blive god til noget.

Anders Ericsson
Læringsteoretiker Anders Ericsson prøver med sit læringsbegreb ”deliberate practise” at belyse vigtigheden af det personlige læringsvalg. ”Deliberate practise” er en bevidst fokuseret læringsform, hvor den lærende selv fastholder, at være i læringszonen, der hvor man ikkekan og har svært ved.

Et nyttigt begreb

Et meningsfyldt svært-pædagogisk begreb

Når man spørger forældre, lærere, skoleledere, skolepolitikere om,
hvad der skal arbejdes med i skolen og man i samme forbindelse stiller dem
overfor problemstilling: Skal eleverne hovedsageligt arbejde med noget de allerede kan eller skal de hovedsageligt arbejde med stof som de ikkekan i forvejen?

Så svarer de fleste, at man skal bruge det meste af tiden i ikkekan området.

Selvfølgelig skal der med jævne mellemrum repeteres, hvor kan-området er omdrejningspunktet, men det skal kun være i en mindre del af undervisningstiden.

Vi har tilladt os, at definere et nyt sammensat begreb, ”ikkekan”,
som i en læringssammenhæng indeholder det læringsstof, som eleverne ikke kan endnu. I modsætning til ”kan” som har det modsatte indhold.
Vi har valgt det sammensatte ord for at tydeliggøre meningen.

Det lette valg – mange ting er i spil
Hvis man giver en gruppe elever valget mellem en svær og en let
opgave, vil en stor del af eleverne vælge den lette opgave. De
fleste elever ved godt, at de vil lære mere, hvis de vælger den svære opgave.
Men de ved også, hvilke følelser de skal igennem, inden opgaven er løst. Det
vil helt sikkert tage længere tid, og man skal måske vade rundt i negative
følelser af ”ikke at slå til” og ”jeg har vist ikke helt så gode evner”. Det
med retfærdighed kan også være et vigtigt element på vægtskålen, når der skal vælges, hvorfor skal jeg bruge så meget tid, når de andre kan slippe med langt mindre.

Vi skal have elever til at tage “det svære valg”

Det at lære er ikke et arbejde, som skal overstås hurtigst muligt, men en proces uden dybde.