Den Stille Mobning

Den stille mobning er et fænomen, som mange mennesker næsten ikke kender eller har bemærket/oplevet eksistensen af. Det er bl.a. derfor, jeg har opkaldt fænomenet “Den Stille Mobning”.

Det drejer sig ikke om mobning i gængs forstand, med mobbere og mobbeofre. Den “arbejder” i det skjulte og er ofte resultatet af ubevidste handlinger. Men det gør ikke dens betydning mindre, for de mennesker det går ud over, ofte mennesker, der har svært ved eller ikke kan sige fra. Med tiden, hvilket er en af de uhyggelige konsekvenser, bliver den “Den Stille Mobning” accepteret som det naturlige, noget der altid har været der.

Det er svært at definere næsten usynlige adfærd. “Den Stille Mobning” handler om alle de små handlinger, bevægelser, lyder, som vi ofte ubevidst udsætter/påvirker hinanden eller vores omgivelser for/med. Nogle eksempler kan sikkert skabe en lidt mere præcis forståelse. Bruger i første omgang mit lærer-ståsted som udgangspunkt. Men Den Stille Mobning er bestem ikke et isoleret skolefænomen, det foregår overalt

Tre små eksempler:
Eks 1: Det første eksempel kalder jeg “de små reaktioner på forkerte svar”. Det kan dreje sig om elever, der lige kigger på hinanden, løfter et øjenbryn eller måske laver en svag lyd, når andre elever eller bestemte andre elever i klassen svare forkert. Der behøver ikke at ligge noget særligt i disse små bevægelser eller lyde, men de “virker” på nogle elever og ofte på en negativ måde.

Eks 2: Det andet eksempel kalder jeg “ro til fremlæggelser”
Nogle elever får øjeblikkeligt ro til deres fremlæggelser, alle klassekammerater lytter og har fokus. Men for nogle elever kræves en lærerindsats for at skabe den nødvendige ro. Denne indsats er på ingen måde mobning, vel nærmest det modsatte, men situationen som helhed, kan let være med til at stadfæstelse eller skabe en fornemmelse af utilstrækkelighed eller uduelighed, hos den der “hjælpes”

Eks. 3: Det tredje eksempel kalder jeg “det introverte svar”
Der bliver ofte stillet mange spørgsmål i, det man kan kan kalde, “den traditionelle undervisning”. En betydelig del af eleverne deltager kun minimalt eller slet ikke i svardelen. Ofte bliver denne undervisningsdel for “Tordenskjolds Soldater”. Spørger man uden for disse fingerstrittende rækker, må man ofte vente længe på et svar(måske evigt). Men der går til gengæld ikke længe, før man fornemmer uro, fødder blive flyttet, nogle drejer sig på stolen, fingrene bliver rakt endnu højere op, man kan næsten fornemme underlægningsmusikken: “kom nu, kom nu, kom nu” eller med en anden toneart “spørg mig, spørg mig, spørg mig”

Det er svært at vurdere betydningen af disse “interne” elevreaktioners for læringsmiljøet, men jeg tror de er med til at fastholde elever, nok en del elever, i en uønsket position, som de har meget svært ved at komme ud af. Det er derfor, jeg kalder det mobning. Det at blive fastholdt, selvom det sker på det ubevidste plan, på en uønsket position er en form for overgreb, mobning.

Kan man gøre noget “ved det” i Folkeskolen. Man kan selvfølgelig prøve gør alle elever stærkere, så de ikke bliver påvirket af ligegyldige bevægelser og lyde, men man kan sikkert også minimere Den Stille Mobning ved at bringe den frem i “lyset” og måske få den snakket ihjel, dette er en af del-intentionerne med denne artikel.

Er begrebet “Den Skjulte Mobning” bedre?

Små-rum – en didaktisk mulighed

Når man tager på roomseeing på forskellige Folkeskoler(i denne sammenhæng almindelige klasselokaler)er det storslået, hvor ensartede lokalerne er. Folkeskolen har lige rundet de 200 år, man må antage, at den megen erfaring/opsamlede viden efterhånden har skabt optimale læringsforhold for eleverne. Hvordan skal man ellers tolke de meget ensartede lokaler, der findes næsten overalt? Ensartetheden må betyde at ”man” er holdt op med at eksperimentere med klasselokalernes didaktiske muligheder. Kort sagt, målet er nået, mange års erfaring har vist ”os”, hvordan læringslokalet skal være indrettet for at opnå det optimale læringsudbytte.
 
En vandret grå laminatplade, to stole ved siden af hinanden og en belysning på ca. 400 lux er succes-resultatet af 200 års rum-erfaring. Problemet er bare, at eleverne flygter fra laminatpladedomicilet når muligheden viser sig og de selv må bestemme, hvor de vil arbejde/lære. Mange elever vælger mindre rum, hvor de kan arbejde uforstyrret.

Måske var det en ide(periodevis) at opdele vores klasselokaler i mindre enheder, smårum. Det Skæve Rum er opbygget af små transparente rum(på billedet ses et af rummene). Vi har stor succes med denne indretningsform.

Lad læringsrummet være en didaktisk medspiller, det underbygger læringslyst.  

Kompetencer og dannelse

Projektarbejdsformen kræver helt anderledes kompetencer hos eleverne end den traditionelle mere lærerstyrede undervisning. Også kompetencer som er vigtige at have med “livsrygsækken”, når man skal begå sig i en “verden i forandring”. Bare det at kunne træne disse “livskompetencer” er et væsentligt argument for at intensivere anvendelsen af denne læringsform/metode.
Herunder en liste med eksempler på nogle af disse kompetencer:

selv at opsøge viden
selv strukturere sit arbejde
kondensere sin viden
fremlægge sin viden
have tilskuere på sine fremlæggelser
bruge lærerne mere aktivt som vejledere
være aktive lyttere
en bred vifte af samarbejdskompetencer,
få en gruppe til at fungere
uddeling af arbejdsopgaver
selvstændighed
ansvar
kreativitet
lave interview
tage beslutninger
kritisk tænkning
god til at vurdere sin kilder
osv.

Mange af disse kompetencer kan indfanges under begrebet dannelse, alle de mange ting der underbygger “det at lære”.

Påstand: Tror, at personlig kompetenceudvikling, i sig selv, skaber læringslyst.

En læringskultur præget af læringslyst

Siden skolereformen gjorde sit indtog i den danske Folkeskole har læringskulturen været stærkt præget af enkeltfagsdominans. De enkelte fag har i den grad været centrum for skoledagens indhold, jo mere enkeltfag jo bedre. Det ses bl.a. i linjefagsdebatten, al undervisning skal(helst) udføres af linjefagsuddannede, altså skal der(lidt overdrevet)“kun” undervises i linjefag i de enkelte timer. 

Hvor er tværfagligheden blevet af? Hvor er den temabaserede undervisning placeret i denne kontekst? Er der plads til den problemorienterede projektundervisning? 

Hvilke lærere skal i givet fald stå for disse undervisningscocktails?

Der findes (på indeværende tidspunkt) ingen tværfaglig-, teambaseret- eller projektorienteret “linjefagsuddannelse” også selvom det hedder fag i både ental og flertal.  

Skolens fagopdeling, stammer fra universitetsmiljøet i det 16. eller 17 århundrede. En opdeling som dengang skulle gøre det lettere at begribe verden. Selvfølgelig findes der masser af vigtig basisviden i skolens enkelte fag, som eleverne skal lære, problemet er bare at de enkelte fag er et skolefænomen, som ikke findes i virkeligheden. 

Virkeligheden er kompleks, tværfaglig, temafyldt, problemorienteret osv, så hvorfor ikke ladet undervisningen læne sig lidt mere “op ad” virkeligheden end af det, de enkelte fag hver især er i stand til? Tror dette vil skabe en mere meningsfyldt læringskultur præget af læringslyst.